Cigarformet UFO i Sol Halo

Cigarformet UFO i Sol Halo over Odense

Cigarformet UFO fotograferet i en Sol Halo over Odense 9. oktober 2009. Det var på en dag hvor himlen var dækket af et fint slør af højtliggende cirrusskyer rodet sammen med noget jeg formoder er rester af mange kondensstriber fra flytrafik.

Omkring 13.30 stak jeg hovedet ud af vinduet i vestlig retning, kiggede op til venstre og opdagede en halo omkring solen. Da det var første gang jeg havde mulighed for at fotografere en solhalo med mit nye kamera, skyndte jeg mig ned i baghaven, satte kameraet på stativ og tog 8 billeder med kort mellemrum. Jeg havde ikke regnet med, at jeg den dag skulle være så heldig at fotografere en solhalo prydet med et UFO.

Sol halo, rutefly og UFO i ét billede

Som du kan se fik jeg udover Sol halo og UFO, også et rutefly med kondensstribe på samme billede. Jeg havde opdaget flyet og zoomede ind for at tage billeder af det, men jeg så ikke noget mystisk objekt fare forbi på det tidspunkt. Lad mig tilføje, at jeg hurtigt blev blændet af solen og min fotosession blev hurtigt afviklet. Et svagt lysende objekt der let går i ét med baggrunden, havde under alle omstændigheder været svært at få øje på når man samtidigt bliver blændet af Solen. Det var først senere da jeg kiggede billederne igennem at jeg opdagede objektet som kun dukkede op på ét af billederne.

Uidentificeret flyvende objekt zoom 1

Jeg hentede billedet ind i Photoshop og ved hjælp af funktionen Auto Levels (Auto Tone) samt manuel justering af lystyrke og kontrast, for at tydeliggøre objektet optimalt. Resultatet kan du se herover og herunder. På begge billeder kan du se en svag mørk stribe, eller skygge, der danner en hale efter objektet. Den har næsten samme vinkel som objektet selv. Den mørke stribe er også synlig på det øverste billede i toppen af artiklen, hvor den faktisk fremstår ret tydelig, siden den ikke umiddelbart falder i med baggrunden. Der er dog en anden mørk stribe i skyen lige nedenunder, men den virker mere sky-agtig og ujævn end den, der synes at starte ved objektets højre ende. Om det blot er en mørk aftegning i skyen bagved, eller om det faktisk er en form for udstødning fra det mystiske objekt, er spørgsmålet.

Mørke striber, skygger eller udladninger?

Kunne det være en slags motorrelateret interaktion med omgivelserne vi her er vidne til? Og kunne denne udladning rent Hypotetisk skabe en barriere der blokerer lyspartikler, og som på den måde viser sig som en mystisk skygge på himlen? Jeg ved i hvert fald én ting, og det er, at disse mørke striber, skygger eller udladninger, er blevet observeret før. Blandt andet Leo Nygaard fra Munkebo på Fyn observerede et objekt 15. september 1996, der havde sådanne mørke udladninger. I denne video (se fra 00:22) fortæller hr. Nygaard om sin observation og beretter om nogle “striber” der kom ud fra objektet. Er disse mørke striber de samme udladninger man kan se på mit foto? Hr. Nygaards observation er forøvrigt aldrig blevet opklaret.

Uidentificeret flyvende objekt zoom 2

På billedet herover fremkommer objektet dog mere cylinderformet end cigarformet, med tydelige rundinger i hver ende. Hævningen på midten synes at være en slags udladning af lys. Man kan næsten fornemme den cylindriske form fortsætte under de pletvise udladninger som pixeleringen i billedet indikerer. For mig at se er det et ægte fysisk objekt i 3D bedst beskrevet som en aflang tryktank.

Er det en lens flare?

En lens flare skabes typisk ved, at der opstår interne reflektioner i optikken på et kamera, fordi uønsket lys, sollys for eksempel, rammer overfladen på linsen. Diverse eksempler hvor uønsket lys samles eller spredes ind over billedet kan ses her Solar Lens Flares

Ved fotograferingen af sol-haloen den 9. oktober 2009, blev alle billeder taget med kameraet på stativ og jeg drejede kameraet en kende op mod højre for at zoome ind på flyet, så vinklen på lyskilden er blevet ændret en smule. Min erfaring med Lens Flare er dog, at havde der været én, så ville den sandsynligvis være dukket op på flere af billederne, siden kameraet var på stativ og pegede i samme retning.

Se originale billeder i høj opløsning

Herunder alle 8 billeder som thumbnails med klokkeslet i samme rækkefølge som de blev taget. På billede nr. 4 kl. 13.37.04 har jeg zoomet helt ind på flyet. Jeg zoomer efterfølgende lidt ud og tager billede nr. 5 kl. 13.37.12 som tilsyneladende fanger et cigarformet UFO. Jeg zoomer helt ud og retter kameraet ind for at tage billede nr. 6 kl. 13.37.20 af sol haloen i sin fulde pragt, altså 8 sekunder senere, og her er objektet forsvundet…

 

Jeg vil ikke påstå på mit glatte ansigt, at dette er et rumskib fra en fremmed planet, da det er et for tyndt grundlag at konkludere noget som helst på. Men man kan jo ikke lade være med at tænke, at det er besynderligt det her, for fotografiet lyver ikke og noget var deroppe i skyerne.



Cigar- og cylinderformet UFO

Disse cigar- og cylinderformede UFO´er er blevet fotograferet og filmet før. Der er optagelsen fra cockpittet på et russisk MIG jagerfly, der tilsyneladende eftersætter et cylinderformet UFO som man kan se accelererer ud af synsfeltet. Der er også observationen fra Salida, Colorado 27. august 1995, hvor Tim Edwards og hans datter opdager et aflangt lysende objekt højt oppe på himlen, hvorefter de filmer og observerer i en time.

Related posts:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *